Den danske rettighedsmodel
En aftalemodel som giver danskerne indhold og rettighedshaverne bag produktionerne betaling.
Alle tv-, radio- og filmproduktioner er resultatet af flere og ofte rigtig mange menneskers arbejde. Forfatteren bag manuskriptet, skuespillerne, instruktøren, producenten og alle de andre, som har gjort sig umage for at skabe en oplevelse hos brugeren på den anden side af skærmen.
De individuelle kunstnere og producenter har rettigheder til deres arbejde, og i Danmark har vi en rettighedsmodel, som gør det muligt for andre at bruge deres arbejde mod rimelig betaling.
Copydan sikrer nem adgang til indholdet
På den ene side står brugerne, som gerne vil anvende indholdet. Fx en tv-distributør, en privat virksomhed en undervisningsinstitution, der gerne vil vise tv, en privat bruger, der ønsker at kopiere noget indhold, eller DR, der ønsker at udsende historiske programklip. På den anden side står kunstnerne og producenterne, som er alle de mennesker, som har skabt tv-indholdet.
For at brugerne ikke skal ud og spørge alle de medvirkende om lov til at bruge, videresprede eller kopiere tv-udsendelsen, står Copydan midt imellem. Vi er dem, der indgår aftalerne om vederlag for anvendelsen af det ophavsretsbeskyttede materiale gennem en overordnet aftale om brug af tv-, film-, og musikindholdet, det drejer sig om.
Det betyder, at brugerne hos blot én part får muligheden for at anvende og skabe forretning på indholdet, når rettighederne er på plads, og at skaberne af indholdet får vederlag for udnyttelsen.
Rettighedsmodellen gør det dermed enkelt at få rettigheder til at bruge indhold og sikrer samtidig, at der kommer penge tilbage i systemet, så der fortsat kan skabes masser af nye tv-, film- og musikproduktioner i Danmark.
Det kræver rigtig mange ressourcer at producere spillefilm, der bliver især kæmpet hårdt for at skaffe midler nok. Derfor er det nødvendigt at tage ophavsret seriøst. Hvis skuespillere, kamerafolk og andre medvirkende ikke modtager betaling, når filmen efterfølgende bliver videredistribueret og kopieret, så underminerer man det store stykke arbejde, der bliver lagt i at skabe filmen.