Om Kompensationsordningen for privatkopiering
Ordningen gør det let for dig at privatkopiere, mens film-, tv- og musikskaberne får kompensation for deres arbejdsindsats.
Hvad er Kompensationsordningen for privatkopiering?
Folketinget har besluttet, at borgere skal kunne kopiere lovligt tilgængeligt indhold, for eksempel musik, film og tv til privat brug, uden det kræver en aftale med rettighedshaverne, dvs. kunstnere og producenter bag indholdet samt broadcastere. Det kaldes privatkopiering. Til gengæld skal kunstnerne og producenterne kompenseres for tabt indtjening, når private kopierer.
Kompensationen sker ved, at der bliver der lagt et ekstra beløb oven i prisen, hver gang der sælges et lagringsmedie som fx en smartphone, tablet, computer eller harddisk. Copydan KulturPlus, der administrerer kunstnernes og producenternes rettigheder, indhenter dette vederlag hos forhandlerne og sørger for, at pengene går til rettighedshaverne.
Du kan læse mere om ordningen i ophavsretslovens §§ 39-46 a samt i bekendtgørelse om vederlagsordningen for eksemplarfremstilling til privat brug.
Hvorfor kompensation for privatkopiering?
Det er et fælles gode, at der værnes om den intellektuelle ophavsret. Ophavsretten sikrer, at kunstnere og kulturproducenter kan skabe en levevej ved at producere og udgive værker. Et centralt princip for ophavsretten er derfor, at man i udgangspunktet, når man har skabt et værk, har eneretten til at udgive værket samt eneretten til at skabe kopier af værket.
Samtidig er det i samfundets interesse, at lovligt tilgængeligt indhold – altså fx musik, film og tv som kunstnere og kulturproducenter har udgivet – kan privatkopieres, så man i privat regi fx kan overføre downloadet musik til sin smartphone eller gemme købte film på sin computer. Privatkopiering foretager vi nemlig hele tiden i vores digitale hverdag – ofte uden vi tænker over det.
Disse to interesser balanceres med Kompensationsordningen for privatkopiering. Var privates mulighed for at kopiere ikke indskrevet som undtagelse til eneretten over et værk i ophavsretsloven, ville man i praksis skulle have en aftale med udgiverne af værket, hver gang man ønskede at kopiere fx en film eller et stykke musik til privat brug.
Derfor er privatkopieringen lovliggjort, og for at kompensere for den indtjening, som kunstnere og producenter mister, når deres værker i den sammenhæng kopieres i stedet for at blive købt, skal der betales et ekstra beløb oven i prisen på nogle af de lagringsmedier (fx smartphones, tablets mv), som kan anvendes til at lave private kopier.
Hvilke medier er inkluderet i kompensationsordningen?
Folketinget har i ophavsretslovens § 40 bestemt, hvilke lagringsmedier der omfattes af kompensationsordningen. Nedenfor kan du se disse lagringsmedier og de aktuelle vederlagssatser.
Omfattede lagringsmedier |
|
Harddisk ≤ 128 GB |
4,39 kr. |
Harddisk > 128 GB |
17,57 kr. |
Tablet |
49,42 kr. |
Smartphone |
49,42 kr. |
Bærbar computer |
49,42 kr. |
Stationær computer |
49,42 kr. |
Omfattede lagringsmedier |
|
Harddisk ≤ 128 GB |
4,24 kr. |
Harddisk > 128 GB |
16,96 kr. |
Tablet |
47,70 kr. |
Smartphone |
47,70 kr. |
Bærbar computer |
47,70 kr. |
Stationær computer |
47,70 kr. |
Vederlaget reguleres årligt med virkning fra den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Vederlaget opkræves momsfrit af Copydan KulturPlus. Ved salg af de omfattede lagringsmedier til virksomheder eller private forbrugere, skal der som udgangspunkt opkræves moms af vederlaget. Der kan være særlige tilfælde, hvor det ikke er sælger, der skal afregne momsen, men derimod køber (omvendt betalingspligt). Ved spørgsmål vedrørende moms skal du henvende dig til din revisor eller Skattestyrelsen.
*En "harddisk" skal forstås som et ikke-multifunktionelt og ikke-indbygget lagringsmedie, hvis primære funktion er lagring af filer, herunder usb-stik, hukommelseskort, ekstern harddisk, intern harddisk (harddisk til indbygning i eksempelvis en stationær computer), netværksharddisk (ekstern harddisk med mulighed for netværkstilslutning) o.l.
Betydning for køb af lagringsmedier
Den økonomiske kompensation til rettighedshaverne bliver via ordningen lagt oven i prisen på alle omfattede lagringsmedier, der sælges til private forbrugere i Danmark. Kompensationen indgår derfor i købsprisen, når du som privat forbruger køber et lagringsmedie.
Som privat forbruger kan du udelukkende købe lagringsmedier med dette kompensationsvederlag, uanset hvad du benytter lagringsmedierne til.
Virksomheder og undervisningsinstitutioner, der udelukkende benytter lagringsmedier til interne formål, kan ansøge om et godkendelsesbevis fra Copydan KulturPlus, så de kan købe lagringsmedierne uden at betale dette vederlag.
Må jeg kopiere, hvad jeg vil, når jeg har betalt vederlaget?
Vederlagene er udelukkende en økonomisk kompensation for den privatkopiering af lovligt tilgængelige værker, som er mulig efter ophavsretslovens § 12. Piratkopiering er fortsat ulovlig.
Hvem får pengene?
Det er kameraførere, journalister, skuespillere, producenter, broadcastere samt mange, mange flere, der modtager vederlagene fra kompensationsordningen. Alle midler fra ordningen fordeles via Copydan KulturPlus ud til de medlemsorganisationer, der repræsenterer de fag, som kunstnere, producenter og broadcastere m.fl. hører ind under – for eksempel Dansk skuespillerforbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Producentforeningen m.v.
KulturPlus-midlerne støtter vækst i kulturbranchen
Det er politisk bestemt, at 2/3 af midlerne skal gå direkte til individuelle kunstnere og kulturproducenter, mens 1/3, de såkaldte KulturPlus-midler, skal bruges til at støtte det kulturelle vækstlag i Danmark, jf. herom ophavsretslovens § 39.
Det sker via en støtteordning, som kunstnere og kulturproducenter kan søge støtte til udviklingsprojekter fra.
Pengene er en vigtig del af indtjeningen for mange musikere, skuespillere og tv-producenter, der arbejder som freelancere, og går altså samtidig til fortsat vækst og udvikling i Danmarks kulturbranche.
Hvordan fordeles midlerne?
Copydan KulturPlus opkræver vederlag og sender dem til kunstnerne og kulturproducenterne, Copydan KulturPlus' medlemsorganisationer. Det er medlemsorganisationerne, der hver især selv står for fordelingen af midlerne til de enkelte medlemmer. Midlerne fordeles efter forskellige fordelingsplaner, som er baseret på et kvantitativt skøn over, hvor stor sandsynlighed der er for, at et enkelt værk – tv-udsendelse, film eller musik – er blevet kopieret. Det afhænger fx af, hvor værket er blevet eksponeret, hvor mange gange det er blevet eksponeret, og hvor populært det er.