Retssag mod staten
16. november 2023 afsagde Højesteret dom i en ankesag anlagt af danske kunstnere og kulturproducenter. Læs her om baggrunden for, hvorfor kunstnere og kulturproducenter valgte at stævne staten.
I knap 20 år kæmpede kunstnere og kulturproducenter for at få en forældet dansk lovgivning, der skal kompensere kunstnere og kulturproducenter for danskernes ret til at lave kopier af musik, tv og film, til at overholde EU-retten.
Da det ikke lykkedes at få politikerne til at ændre lovgivningen, så kunstnerne og kulturproducenterne ingen anden mulighed end at stævne staten. I 2019 besluttede bestyrelsen for Copydan KulturPlus, som repræsenterer skabende og udøvende kunstnere samt musik-, tv-, og filmproducenter, derfor at stævne den danske stat for brud på EU-retten.
Hvad dækker kompensation for privatkopiering over (blankmedieordningen)?
Folketinget har besluttet, at private skal have ret til at kopiere musik, film og tv, uden at det kræver en aftale med kunstnerne og producenterne bag indholdet. Til gengæld skal kunstnerne og producenterne kompenseres. Til og med 2021 skete dette i begrænset omfang ved, at kunstnerne og producenterne modtog en kompensation for tabt indtjening i form af vederlag, hver gang der blev solgt et "blankt" løst medie som fx en dvd, cd, hukommelseskort eller usb-stik. Ved kopiering mister kunstnerne og producenterne nemlig betydelige indtægter.
Uden sådan en ordning vil danskerne skulle indgå en licensaftale med rettighedshaverne, altså kunstnerne og producenterne bag indholdet, om at få lov til at kopiere deres værker til privat brug, hver gang danskerne gennem deres digitale udstyr foretager en kopiering. Det ville ende med, at mange ville udføre ulovlige kopieringshandlinger – også helt uden at vide det – og det ville gøre, at en lang række grundlæggende funktioner på udstyr og i apps ikke kunne bruges. Fx vil det være ulovligt at overføre indhold fra ens gamle iPhone til en ny iPhone uden reglerne om privatkopiering.
Hvad betyder ordningen for kunstnerne?
Kompensationsordningen for privatkopiering (den såkaldte blankmedieordning) er med til at sikre, at kunstnere og producenter modtager vederlag i kompensation for tabene ved lovlig privatkopiering af musik, tv og film. Ordningen er særdeles vigtig for den danske kulturbranche, fordi midlerne går direkte til de kunstnere og producenter, som har ophavsretten til det indhold, det er muligt for private at kopiere uden tilladelse.
Uden vederlagene vil rettighedshaverne og branchen miste indtjening, og det kan bl.a. betyde, at der ikke er økonomi til at udvikle nye danske indholdsproduktioner.
Derfor valgte kunstnerne at stævne staten
Stævningen handlede om, hvorvidt det var i strid med EU-retten, at Danmark som det eneste EU-land havde givet borgerne lov til at lave kopier af musik, tv og film, men samtidig ikke sikret kompensation for dette via betaling for fx smartphones, computere og tablets. Diskussionen går helt tilbage fra 2000, hvor kunstnere og kulturproducenter første gang bragte emnet op. I 2010 fastslog EU-Domstolen, at EU-medlemslandene efter EU-retten skal sikre ordentlig kompensation, når der gives lov til privatkopiering. Danmark reagerede ikke på EU-dommen. I 2015 kom der en dom fra EU-Domstolen, der specifikt omhandlede, at den danske ordning ikke overholdt EU-retten. På trods af dommen skete der fortsat ikke noget i Danmark.
Derfor så kunstnere og kulturproducenter ingen anden mulighed end at sagsøge staten for ikke tids nok at have implementeret EU’s Infosoc-direktiv, da det var uacceptabelt, at skiftende regeringer og skiftende kulturministre undlod at implementere den EU-lovgivning, som skulle sikre kunstnere og kulturproducenter en rimelig kompensation for privatkopiering. Den gamle ordning blev mere og mere udhulet og outdated, fordi den ikke var tilpasset den teknologiske udvikling og de mange nye medier, der var kommet til. Siden 1. januar 2013 var Danmark det eneste tilbageværende EU-land med en kompensationsordning, som pålagde vederlag på de enkelte typer lagringsmedier, men som ikke omfattede nogen indbyggede lagringsmedier overhovedet. Først efter sagsanlægget mod staten i maj 2019 blev der i 2021 vedtaget en revision af ordningen, som trådte i kraft 1. januar 2022.
Erstatningskravet kunne være undgået, hvis lovgivningen var blevet ændret rettidigt. For så var kompensationen til kunstnerne og producenterne blevet betalt løbende gennem salget af de medier, der anvendes til privatkopiering.
Kunstnere og kulturproducenter fik medhold i Landsretten
Østre Landsret afsagde i maj 2022 dom i sagen mellem staten og Copydan KulturPlus, som på vegne af kunstnere og kulturproducenter havde anlagt sagen. Landsretten fastslog, at den danske stat burde have ændret lovgivningen vedrørende kompensation for privatkopiering for flere år siden. Landsretten fastslog dermed EU-kravet om en rimelig kompensationsordning ligesom EU-domstolen.
Landsretten fandt, at det i hvert fald fra 2016 var klart, at den danske ordning ikke levede op til EU-retten. Dette blev først rettet op med vedtagelsen af den nye lov om privatkopiering, der trådte i kraft 1. januar 2022. På trods af at ordningen i mange år har været ulovlig, og at staten først med virkning fra 2022 gjorde noget ved dette, valgte Landsretten, at erstatningen ikke skulle omfatte perioden før 1. juli 2018. Dommen betød, at rettighedshavere, der før denne dato skulle have haft kompensation, ikke vil få nogen erstatning.
Derfor valgte kunstnere og kulturproducenter at anke dommen
Der er en praksis i Danmark for at give staten en vis tid til at indrette dansk lovgivning efter EU-retten. Landsrettens dom er en fravigelse af Højesterets hidtidige praksis, der normalt har givet staten kortere tid til at agere. Dertil kommer, at Højesterets hidtidige praksis afviger fra EU-domstolens seneste praksis, som giver en endnu kortere tid til at leve op til EU-retten. Det er derfor en grundlæggende urimelighed, at en stor mængde rettighedshavere ikke kan få erstatning for en lang periode, hvor staten mod bedre vidende undlod at leve op til statens forpligtelser.
Copydan KulturPlus valgte derfor på vegne af kunstnere og kulturproducenter i juni 2022 at anke sagen til Højesteret med krav om at få erstatning for den manglende betaling for kunstnernes og kulturproducenternes rettigheder fra august 2014 (pga. forældelsesfrister kan der ikke stilles krav om erstatning fra før august 2014). Derudover var Copydan KulturPlus ikke enig med landsretten i fastsættelsen af erstatningens størrelse.
Hvordan er tabet opgjort?
Det er ikke muligt at vide, hvad den reelle kompensation for privatkopiering i Danmark fra 2014 og frem ville have været (satser, lagringsmedier mv.). Derfor har Copydan KulturPlus i mangel af bedre taget udgangspunkt i, at erstatningen fra staten bør være på niveau med kompensationen i sammenlignelige EU-lande, som har overholdt EU-retten. Med udgangspunkt i et vægtet gennemsnit af vederlagssatserne i Sverige, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig har Copydan KulturPlus derfor fremsat et erstatningskrav på 177 mio. kr. om året for privatkopiering i perioden august 2014-slut 2021. Det samlede beløb for hele perioden er derfor 1,3 mia. kr. Nu er det op til Højesteret at skønne, hvad en rimelig erstatning skal være.
